...siger arkitekten og fortsætter...

Både i større byggerier og i vores boliger er vinduer blevet en central og helt afgørende del af både design og stemningen. Lige nu strækker det fokus, vi har på vinduer, sig langt udover blot det arkitektoniske og funktionelle, men også både energi- og vedligeholdelse er helt afgørende for, hvordan vi som forbrugere vælger vinduer i fremtiden. Kim Pretzmann Olesen fra NORDPIL Arkitekter hjælper os med et blik i krystalkuglen for vinduestrends de kommende år. 


Vinduet bliver noget at vise frem
Med store glaspartier, skydedøre, åbne planløsninger og gulv til loft vinduer har vinduet de senere år fået en mere central position i boligen, og der bliver i højere grad tænkt i kreative løsninger og smukke vinduespartier, når drømmehuset skal designes.

- Faktisk har vinduerne de senere år fungeret mere som et stykke interiør end et kig til verden udenfor, og det er en tendens som, vi i høj grad forventer, er kommet for at blive, siger Kim Pretzmann Olesen, der som arkitekt ofte har brugt vinduet som en spændende designløsning til hjemmet.

I dag er vinduet sidestillet med resten af huset – dets design, funktionalitet og måden vi kan anvende det på. De kommende år vil vinduet formentlig komme til at spille en endnu større rolle, lyder det fra arkitekten, der dog også mener, at bæredygtighed kommer til at sætte sit præg på fremtidens vinduer.

- Folk er blevet enormt stilbevidste, og vinduet har fået en større rolle i hjemmet. Vi har i højere grad arbejdet med praktiske løsninger i disse år, som vinduer du kan sidde i eller andre måder, vinduet kan bruges som en aktiv del af hjemmet, fortæller han.

NORDPIL Arkitekter har et særligt mantra, når virksomheden kaster sig over et nyt boligprojekt sammen med kunderne; at bringe værdien tilbage til boligen. At udnytte boligens fulde potentiale, men med respekt for husets stil og opførelse. Det samme gør sig faktisk gældende, når man taler om vinduer, forklarer han.

- Vi oplever et stort fokus på at bevare og istandsætte originale, smukke danske boliger, så de passer til deres tid, men med et moderne islæt skabt med respekt for boligens oprindelige udtryk. I den proces bliver folk også løbende bedre til at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke vinduer man vil have i hjemmet, siger arkitekten.

Klimabevidste huskøbere – genanvendelige vinduer
Et vindue er altså meget mere end blot en kilde til lys, det er boligens nerve, og derfor er vi nødt til at gøre os tanker om, hvordan fremtidens vinduer skal se ud, lyder det fra Kim Pretzmann Olesen.

Både klima og økonomi spiller en stor rolle for huskøbere anno 2023 – faktorer, som kun bliver mere væsentlige i fremtiden, og arkitektens bud er da også, at vinduer de kommende år bliver både mere klimavenlige og ikke mindst genanvendelige.

- Vinduer vægter rigtig tungt i vores klimaaftryk, så vi skal bruge dem med måde. Det er jo samtidig en energikilde, fordi vi får varme ind i huset.

Det vigtige bliver, hvordan vi tegner vinduer, som noget, der kan genanvendes eller skilles ad. Vinduer skal – efter arkitektens overbevisning – snart kunne genanvendes til fremtidige generationer.

- I dag er det et lovkrav, at vi kan dokumentere genanvendelighed, og det passer meget godt med, at folk gerne vil være nøjsomme og handle på klimakrisen, siger han.

For langt de fleste huskøbere er det da også sådan, at man ikke kan renovere huset fuldstændigt fra bunden, så til- og fravalg er helt essentielle.

- Mit bud er, at vi i stigende grad vil se vinduer med nordiske træsorter i Norden og lige så vil Sydens egne træsorter blive anvendt lokalt. Vi kommer til at tænke mere i systemer og moduler, når vi tænker fremtidens vinduer – det synes jeg ikke er en dårlig ting, siger han.